Jeg er uddannet Cand.Psych fra Århus Universitet i 2007. Jeg er autoriseret ved Psykolognævnet under Socialministeriet og arbejder under de faglige og etiske principper, der er omfattet af psykologloven.
Jeg har igennem flere år arbejdet med børn, unge og deres familier såvel som det øvrige netværk. Dette i forhold til terapi og behandling såvel som udredning, vejledning og supervision. Jeg har erfaring fra det kommunale regi og PPR samt været tilknyttet det specialiserede dagtilbuds- og skoleområde, herunder specialskoler og skole-dagbehandling.
Jeg tilbyder legeterapi, herunder Sandplay og Theraplay, med børn i alderen 3-10 år med forskellige udfordringer såsom kontakt- og tilknytningsmæssige vanskeligheder, adfærds- og følelsesmæssige reaktioner, sygdom, traumer og tab. Legeterapi er en god og skånsom terapiform for yngre børn, der ikke på samme måde vil kunne profitere af samtaleterapi, som ældre børn og voksne kan.
Jeg tilbyder samtaleterapi med børn, unge og voksne i forbindelse med livsændringer og kriser samt ved forskellige sociale og følelsesmæssige udfordringer, såsom angst, depression og selvværdsproblematikker. I samtaleterapien såvel som i de legeterapeutiske forløb er jeg optaget af at skabe et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor udvikling og egen mestring af det, som er svært, kan få sin plads. Jeg tilpasser metoder og tilgange efter personen og dennes problemstilling. Jeg benytter elementer fra kognitiv adfærdsterapi, compassion fokuseret terapi, mentaliseringsbaseret terapi og hypnoterapi. Mit teoretiske fundament er psykodynamisk terapi.
Jeg tilbyder supervision af psykologer og andre faggrupper, herunder lærere, pædagoger og plejefamilier. Jeg tilbyder supervision af psykologer med henblik på autorisation. Jeg laver børnepsykologiske undersøgelser samt samspilsobservationer og vurderinger.