Jeg er uddannet Cand.Psych fra Københavns Universitet i 2010, samt en Bachelor i Filosofi fra Syddansk Universitet i 2004.
-
- Autoriseret ved Psykolognævnet under Socialministeriet.
- Efteruddannelse i de følgende terapeutiske retninger:
Mentaliseringsbaseret terapi (MBT)
EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocession)
Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi (TF-CBT)
I mit arbejdsliv har jeg i forskellige kontekster altid arbejdet med børn, unge og deres forældre, samt de fagprofessionelle der er omkring et barn, og jeg har erfaring med både udredning og psykologisk behandling af børn og unge. Det har givet mig en bred viden om følelsesmæssige og sociale udfordringer hos børn og unge – herunder ADHD-problematikker, selvværdsproblemer, angst, OCD og sociale udfordringer. Derudover har jeg siden 2017 arbejdet meget med traumer og de krisereaktioner, der kan komme i forbindelse hermed.
Jeg har i behandlingen et særligt fokus på at øge barnets, den unges samt deres forældres evne til at forstå både egne og andres følelser, tanker og reaktioner. Jeg har et fokus på inddragelse af forældre og / eller andre relevante støttepersoner, da det ikke skal være barnet eller den unge selv, der skal stå alene med ansvaret for forandring.
Det er vigtigt for mig, at man føler sig tryg, og jeg er meget opmærksom på at kommunikationen er god og forståelig for alle parter, så man ikke bliver usikker på, hvad vi arbejder med og hvorfor.
Jeg tilbyder også supervision til psykologer med henblik på autorisation, samt supervision til andre faggrupper, hvor jeg søger at kombinere både den faglige viden med den praktiske udførelse, og hvordan dette påvirker ens eget indre liv.
Ved siden af min private praksis er jeg ansat ved Børnehus Syd, der betjener hele Region Syddanmark i sager vedr. overgreb på børn og unge. Jeg har tidligere kommunale ansættelser i forskellige børn- og ungeregi som PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), familiehus (fokus på behandling til børn og familier) og døgninstitution.
Jeg er deltid ved Odense Psykologerne, og derfor vil der kun være mulighed for at få tider onsdag eftermiddag, man skal derfor være indstillet på dette.